Dagplejen i Viby
Dagplejen er et lille trygt overskueligt miljø, hvor 4 børn bliver passet i dagplejerens eget hjem. Det er den samme voksne, der varetager barnets behov i løbet af dagen i et hjemligt miljø, hvilket er med til at give det lille barn en tryg og overskuelig dag i dagplejen.
I dagplejen arbejder vi med fokus på anerkendende og inkluderende fællesskaber. Det betyder, at vi inddrager og involverer børnene og giver dem mulighed for at indgå i betydningsfulde fællesskaber med andre børn, i et lille og overskuelig miljø.
For at børnene skal kunne møde verden med tillid, livsmod og nysgerrighed, er det vigtigt at de oplever sig værdifulde og er omgivet af nærværende, omsorgsfulde og kompetente dagplejere.
Vores dagplejebørn har hver fire børn og der er foruden pædagogisk leder tilknyttet en dagplejepædagog.
I dagplejen kan vi passe dit barn på hverdage i tidsrummet mellem kl. 6.30 og 17.00. Hver enkelt dagplejer har en skemalagt arbejdsuge på 48 timer.
Her er vi
Her er en oversigt over dagplejer fordelt efter områder:
Søndervang skoledistrikt
- Fareema Aqha Mohammad
- Helle Elmstrøm (frikøbt som fælles Arbejdsmiljørepræsentant og modtager p.t. ikke børn)
Rosenvang skoledistrikt
- Sanne Sidelmann (er på videreuddannelse i 2023)
Vestergård skoledistrikt
- Ann Døssing
- Anette Nielsen
I dagplejen Viby arbejder vi alle målrettet på at skabe anerkendende og inkluderende fællesskaber og læringsmiljøer for alle børn.
Børnene skal opleve glæde, omsorg og tryghed.
Legestue
Legestuen er et fælles arrangement, hvor børn og dagplejere mødes og laver forskellige aktiviteter sammen.
Vi har legestuelokaler på Damagervej 18. Dagplejerne mødes i heldagslegestue en gang ugentligt.
I legestuen har vi bla. kreativt værksted, køkkenkrog og motorikrum, der giver masser af muligheder i det større børnefælleskab. Derudover har vi en stor legeplads, med mulighed for fysisk udfoldelse.
Gæstedagpleje
Har din dagplejer planlagt ferie/fri, vil dit barn enten blive passet hos en anden dagplejer, som har ledig kapacitet, eller vil blive passet på Damagervej, af personale som I og barnet har lært at kende, når der har været legestue.
I dagplejen har vi fuld kostordning. Dagplejen følger Aarhus kommunes Kostpolitik, så børnene får serveret en sund og alsidig kost. Vi lægger vægt på børnefællesskabet og at måltiderne skal altid være præget af en hyggelig og positiv atmosfære. Der spises både ude og inde, og de større børn er med til at forberede det enkelte måltid.
Som eksempel kan måltiderne se sådan ud:
- Morgenmad til børn, der møder før klokken 8:
- Grød – brød med tilbehør. Mælk
- Formiddags mad: Brød og frugt. Vand
- Frokost: Rugbrød med forskelligt pålæg, små lune retter, årstidens grøntsager. Vand.
- Eftermiddagsmad: Frisk frugt og brød, eller et mælkeprodukt. Vand eller mælk.
Hvis du ønsker særlige madvarer til dit barn, er du velkommen til selv at tage det med. Vi respekterer fravalg af bestemte madvarer, hvis der er kulturelt/religiøst betinget eller ved lægelig dokumentation.
Besøg dagplejen før start
Når du modtager besked om, at dit barn har fået en plads, får du samtidig kontaktoplysningerne på dagplejeren. Du kan derfor inden barnet starter kontakte dagplejeren og aftale besøg.
Når jeres barn starter, holder vi et kontaktmøde hos dagplejeren, hvor pædagog eller pædagogisk leder deltager.
Der vil være en generel information om Århus Kommunale Dagpleje, pædagogens rolle og vores gæstedagplejer. På mødet vil der være en dialog mellem dagplejeren og jer, hvor I gensidigt afklarer forventninger til hinanden.
I dagplejen vægter vi den daglige dialog omkring jeres barn. Vi er fælles om at understøtte jeres barns udvikling og trivsel, så det er vigtigt at dialogen sikre en sammenhæng mellem hjemmet og hverdagen i dagplejen.
Dagplejerne har løbende faglig sparring med dagplejepædagog, for at fastholde og udvikle den faglige kvalitet i dagplejen. som forældre har i altid mulighed for at kontakte dagplejepædagogen med spørgsmål vedr. jeres barns udvikling og trivsel.
Få indflydelse på hverdagen
I vores forældreråd har du gode muligheder for at få indflydelse på dit barns hverdag i afdelingen og dagtilbuddet som helhed.
Se, hvad vores bestyrelse i dagtilbuddet arbejder med under Fælles i dagtilbuddet.
I dagplejen arbejder vi helhedsorienteret og med udgang i barnets resurser. Det vil sige at vi har fokus på at de aktiviteter der sættes i gang med børnene er meningsfulde, samtidig med at de bidrager til en alsidig og helhedspræget læring og udvikling, inden for barnets nærmeste udviklingszone.
Vi arbejder med et børneperspektiv, med et fokus på barnets optagethed og interesser. Vi skaber gode rammer og forudsigelig struktur for hverdagen.
Dit barns udvikling og trivsel er rigtig vigtig for os. Vi arbejder derfor løbende med at udvikle og forbedre vores pædagogik.
Læs mere om vores arbejde med børnenes udvikling og trivsel under Fælles i dagtilbuddet.